Hop til indhold

Gennem genstande, fotos og fortællinger illustrerer udstillingen på Vildmosemuseet i Brønderslev hverdagen for danskerne under besættelsen.

Udstillingen kommer ind på forskellige problemstillinger, der ændrede lokalbefolkningens dagligdag og stiller samtidigt spørgsmål ved besættelsestidens dilemmaer samt til- og fravalg.

I udstillingen har eleverne mulighed for at høre om temaer som frygt, mørklægning, risikoen for allierede luftangreb, hjælp til nedskudte flyvere, aktiv og passiv modstand, besættelsesmagtens menneskelige ansigt, forsyningssituationen, befrielsen og erindringen.

Der lægges op til en interaktion med eleverne, hvor fokus vil være på unge menneskers stillingtagen til nazisme og modstand. Udgangspunktet er fortællingen om nazismens betydning for Vendsyssel i 1930erne, særligt den unge Aage Thomas Mariegaards skæbne. Mariegaard stammede fra et nazistisk-orienteret hjem i en landsby nær Brønderslev og meldte sig som mange andre unge danskere tidligt som SS-frivillig, hvor han kæmpede for tyskerne ved Østfronten. Senere blev han medlem af den tyske terrorgruppe ”Petergruppen” og var med til at myrde Brønderslevs dyrlæge og dennes assistent for siden selv at blive henrettet som landsforræder efter befrielsen.

Vildmosemuseet tilbyder foredrag om besættelsen og Anden Verdenskrig.

Titlerne er:

  • Besættelsen i Sydvendyssel
  • Luftkrig over Nordjylland
  • Radikaliseret – Aage Thomas Mariegaard og nazismen
  • Nordjyder i koncentrationslejr

Tilbud

Tilbuddet om undervisningsforløb på Vildmosemuseet gælder for klasser i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, VUC og højskolerne. Entre til museet er gratis. Der kan maks. være 15 elever pr. rundvisning, større grupper deles derfor op i hold. Besøget kan evt. indledes med en fortælling i et klasseværelse på skolen eller på selve museet, hvor der er plads til en hel skoleklasse. Form og indhold kan aftales nærmere med Museerne i Brønderslev Kommune.

Vildmosemuseet
Paukærvej 15
9700 Brønderslev
Tlf. 98 84 31 05

Sidst opdateret: 10. september 2021