Hop til indhold

Hvis man kigger med et socialpsykologisk blik på, hvad der sker mellem mennesker i sociale sammenhænge, vil man opdage at gruppepres og lydighed ofte kan påvirke vores valg og handlinger. Vi kommer alle til tider til at ligge under for gruppepres og gør, hvad vi synes der bliver forventet af os. Også selvom vi ikke ville have handlet på samme måde på egen hånd. Ligeledes vil vi i mange sammenhænge gøre hvad folk, som vi opfatter som autoriteter, forventer af os, og dermed udvise lydighed. At følge sociale normer og gøre hvad man er forpligtet til kan forstås som positive pendanter til gruppepres og lydighed. På den måde er det de samme mekanismer, der får tingene til at “glide” i sociale sammenhænge, som de mekanismer, der kan være med til at forklare, at helt almindelige mennesker bliver bødler eller gerningsmænd. Flere forskere har gennemført eksperimenter for at få svar på spørgsmålet: Hvor langt er almindelige mennesker villige til at gå, når de bliver placeret i ualmindelige situationer?

Almindelige mænd eller kriminelle

I slutningen af 1800-tallet blev de første teorier udviklet, som forsøgte at forklare hvorfor folk begik kriminalitet. Men efter 2. verdenskrig erfarede man at gerningsmændenes handlinger under Holocaust ikke kunne forklares med den traditionelle kriminologi af to afgørende grunde. Den ene grund var, at mange af de forbrydelser, der blev udført under 2. verdenskrig, var lovlige på det tidspunkt, hvor de blev udført. Derfor var der ikke tale om forbrydelser i retslig forstand, og den traditionelle kriminologi kunne ikke forklare lovbrydernes handlinger. Den anden grund var, at de fleste gerningsmænd fra Holocaust var ganske almindelige familiefædre fra middelklassen, som ikke tidligere havde begået kriminalitet. Kriminologien forudsagde ellers at kriminelle forblev lovovertrædere, hvilket var nærmest helt modsat folk, som blev stemplet som forbrydere under Holocaust. De havde som sagt ikke begået forbrydelser før og gjorde det heller ikke senere i deres liv.

Jo mere man fik øje på, at gerningsmændene fra Holocaust ofte havde været ganske almindelige mænd, des mere begyndte forskerne at lede efter årsagen til deres handlinger andre steder end i deres personlige livsomstændigheder. Måske havde gerningsmændene under Holocaust handlet som de gjorde på grund af den samfundsmæssige og sociale situation, som de befandt sig i, da folkedrabet fandt sted?

Socialpsykologien søger forklaringer

Almindelige kriminelle handler oftest ud fra sine egne dagsordner eller i hvert fald ud fra en dagsorden, som er udstukket af en meget lille gruppe af samfundet – en subkultur. Helt anderledes forholdt det sig med gerningsmændene under Holocaust. De var en del af et større samfundsmæssigt system, som aktivt ændrede samfundets etiske og moralske retningslinjer samt lovgivning. På denne måde blev handlinger, som ellers opfattedes som uacceptable, pludselig socialt accepteret og var juridisk lovlige. Handlingerne var dog så horrible, at udenforstående, og nogle involverede i selve systemet, tydeligt kunne se det etisk og moralsk forkastelige i dem. Derfor trænger spørgsmålet sig på, hvorfor gerningsmændene, eller folk tæt på dem, ikke bare sagde fra og undlod at udføre overgrebene? Dette fænomen beskæftigede forskere efter 2. verdenskrig sig med.

Fra 1950’erne og op igennem de kommende årtier blev der gennemført en række socialpsykologiske eksperimenter, der skulle give mulige forklaringer på fænomenet.

Gruppepres, lydighed og ideologi

Resultaterne fra eksperimenterne fik varig betydning for, hvordan vi opfatter den menneskelige natur og viste med al tydelighed at humanisme ikke er en selvfølge men noget, vi skal kæmpe for at bevare i ethvert samfund. Deltagerne i et folkedrab kan være helt almindelige mennesker, og Holocaust var ikke et særligt tysk fænomen. Eksperimenterne viste nemlig, at man også kan få helt almindelige amerikanere til at begå overgreb. De tre overordnede resultater fra eksperimenterne kalder vi her for Teorien om gruppetilpasning, Teorien om lydighed og ‘Good boys in an evil place’. De to sidste viser ifølge mange kritikere ens resultater, men det kommer vi ind på senere.

Teorien om gruppetilpasning: Generelt vil mennesker gerne føle sig som en del af en gruppe. De fleste vil derfor gå langt for ikke at skille sig ud, også selvom det kan få negative konsekvenser for andre, som ikke er en del af gruppen.

Teorien om lydighed: Mennesker er tilbøjelige til at parere ordrer, hvis ordren kommer fra en person, som man tillægger en eller anden form for autoritet. Lydigheden over for autoriteter får mennesker til at handle imod deres egne etiske og moralske holdninger også selvom udførelsen af ordrerne tydeligt skader andre mennesker.

‘Good boys in an evil place’: Hvis man placerer folk i ualmindelige situationer, kan man få dem til at udfylde særlige roller. Det kan gå så vidt, at de lever sig så meget ind i rollen, at de er i stand til at overskride etiske og moralske regler og begå fysiske og psykiske overgreb på andre mennesker.

Nedenfor vil vi kort redegøre for tre væsentlige eksperimenterne.

Asch’ eksperiment om gruppetilpasning

Et eksperiment, der blev gennemført tidligt i 1950’erne viste, at ønsket om ikke at skille sig ud fra en gruppe, kan få de fleste mennesker til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. Forsøget blev udtænkt af den polsk-amerikanske psykolog Solomon Asch, en af pionererne inden for socialpsykologien. Omdrejningspunktet for eksperimentet var en række linjer af forskellige længder. Først udpegede en række skuespillere den samme – og forkerte – linje som den længste. Derefter skulle en forsøgsperson udpege den længste linje uden at vide, at de øvrige deltagere var skuespillere. Resultatet var, at 75 % af forsøgspersonerne mindst én gang gav det samme forkerte svar som de øvrige i gruppen. Selvom svaret var åbenlyst forkert, var ulysten til at skille sig ud fra gruppen altså større end ulysten til at svare forkert.

Milgrams lydigedseksperiment

Den amerikanske socialpsykolog Stanley Milgram mente at Asch’ eksperiment var for banalt og problemstillingen for uvæsentligt. Han ønskede at sætte forsøgspersonerne i en situation, hvor deres valg havde direkte betydning for andre menneskes ve og vel. Han fandt inspiration fra processen (retssagen) mod Adolf Eichmann i Israel i 1961. Eichmann var Oberstløjtnant i SS under Naziregimet. Som mange andre ledende nazister blev Eichmann anklaget for at have udført mange krigsforbrydelser, til sit forsvar mente han til gengæld at han kun havde pareret ordrer.

Milgram udtænkte en række eksperimenter i 1960’erne, som endte med at vise, at en autoritet kan få mennesker til aktivt at gøre skade på andre mennesker.

Et af eksperimenterne, som kaldes Milgrams lydighedseksperiment, gik ud på at en forsøgsperson skulle give et menneske i et andet rum elektriske stød med stadig stigende styrke. Personen i det andet rum var en skuespiller, som skulle reagere på den “stødstyrke” som forsøgspersonen troede han påførte ham. De fleste psykiatere forudsagde at folk ville stoppe, når de kunne høre at de forvoldte den anden person smerte. Mange forsøgspersoner ville også stoppe, men når de fik en ordre om at fortsætte for “ikke at ødelægge eksperimentet” fra én, som de opfattede som en autoritet, fortsatte ⅔ af forsøgspersonerne alligevel den tilsyneladende smertepåførende handling. Faktisk gik flere forsøgspersoner så vidt, at de gav stød af en styrke, som betegnedes som ”Fare: Alvorligt stød”. Resultatet overraskede alle, især da 40 psykiatriske forskere, der havde gransket eksperimentet inden det blev gennemført, kun havde regnet med at 1 % af forsøgspersonerne ville gå så vidt.

‘Good boys in an evil place’ – fængselseksperimentet

I Milgrams eksperiment fungerede forsøgslederen som en autoritet, som forsøgspersonen følte sig forpligtet til at adlyde. Men kunne man fjerne denne autoritet og fortsat få personer til at begå overgreb? Det ville den amerikanske psykolog Philip Zimbardo undersøge gennem et et nyt eksperiment i 1971.

Zimbardo placerede almindelige mennesker i en situation, hvor de fik tildelt særlige roller, men ikke var udsat for pres fra en autoritet. Zimbardo formulerede sit undersøgelsesspørgsmål således: ‘Who wins when good boys are put in an evil place’?

Eksperimentet blev gennemført i et konstrueret fængsel på Stanford University. 24 ganske almindelige forsøgspersoner blev delt i en vagt-gruppe og en gruppe med indsatte. Vagterne blev tildelt uniformer og skulle bevogte de indsatte i 8 timers vagter. De indsatte skulle opholde sig i deres celler døgnet rundt.

Eksperimentet skulle efter planen gennemføres over en to ugers periode, for at begge grupper af forsøgsdeltagere havde tid til at leve sig ind i deres roller. Men efter bare 6 dage måtte eksperimentet afbrydes. Så kort tid skulle der gå, før gruppen af vagter begik overgreb mod gruppen af indsatte. Det var kun de overordnede roller, der var dikteret i eksperimentet og ikke den adfærd, grupperne skulle udvise, ydmygelser og straffe af de indsatte fandt vogterne selv på, og de var af både af fysisk og psykisk karakter. Mange “indsatte” brød sammen følelsesmæssigt på grund af ydmygelser og regulær tortur. I efterfølgende interviews fortalte overgrebsmændene, at de havde nydt at begå overgrebene. Resultatet fra eksperimentet blev tolket som, at alle mennesker i princippet kan udvikle sig til bødler, hvis de bliver sat i særlige situation. Der var dog stor og berettiget kritik af eksperimentet. Da forsøgspersonerne havde fået instruktioner fra Zimbardo om deres roller, så kom Zimbardo til at optræde i rollen som autoritet, i lighed med den autoritet, der i Milgrams eksperiment havde beordret forsøgspersonerne til at give stærke stød. Det er derfor ikke helt tydeligt, om forsøgspersonerne handlede spontant på baggrund af den situation, som de var sat i, eller fordi de parerede ordre fra en autoritet.

En lære holdt dog ved: Det at almindelige mennesker kan forvandles til bødler var tydeligvis ikke bare et tysk fænomen, idet fængselseksperimentet men også Milgrams lydighedseksperiment blev gennemført med amerikanske forsøgspersoner. Det afslørede en generel svaghed i den menneskelige natur, som under særlige omstændigheder er i risiko for at bryde ud, hvis ikke alle gør en indsats for at sikre medmenneskelighed.

Ud fra Achs og Milgrams eksperimenter kan vi lære, at vi som medmennesker alle er ansvarlige for at sige fra, når vi oplever at andre bliver krænket eller umenneskeligt behandlet. – gruppepresset, som vi derigennem kan yde, skulle gerne understøtte medmenneskelighed og opretholdelse af etik og moral i stedet for det modsatte, som det netop sker under folkedrab.

Stanford fængselseksperimentet har været udsat for alvorlig kritik, da forsøget ikke har kunne ladet sig gentage, og resultaterne derfor ikke har kunnet efterprøves.

Sidst opdateret: 1. november 2021