I næsten 50 år var Myanmar styret af militæret. I den tid kunne man ikke bare skrive eller sige, hvad man mente i landets aviser og andre nyhedsmedier. Alle medier var udsat for en statslig kontrol af hvilke informationer der blev givet til befolkningen, det man kalder censur. Kun de mediestationer, som sendte nyheder til Myanmar fra nabolandene eller fra Europa og USA, formidlede informationer via radio og TV, som ikke var dikteret af styret.
I 2010 begyndte en proces, hvor militæret langsomt gjorde landet mere demokratisk. Blandt andet gav styret befolkningen adgang til internettet og censuren blev ophævet. Men det gik langsomt. Året efter var det stadig under én procent af Myanmars befolkning, der havde adgang til internettet.
I 2014, kun 3 år senere, kunne man derimod købe simkort alle vegne i landet. Priserne faldt, og fra folks nye mobiltelefoner fik mange nu adgang til internettet. Pludselig gik det hurtigt. I 2018 havde størstedelen af befolkningen en mobiltelefon og dermed adgang til internettet.
Facebook bliver det foretrukne medie
Facebook fik lavet en aftale med dem, der solgte abonnementer til mobiltelefoner i Myanmar. Aftalen gjorde Facebook til befolkningens foretrukne medie: Købte man et simkort, så fik man gratis adgang til Facebook på internettet. Og ikke nok med det, simkort-sælgerne gav ofte kunderne hjælp til at oprette en brugerprofil på Facebook som en del af servicen, når de købte et simkort.
På den måde fik selv den fattige del af Myanmars befolkning gratis adgang til det sociale medie Facebook og de nyheder, som deles her. Resultatet var bl.a. at mange troede, at Facebook var lig med internettet.
Hvem er afsenderen på de sociale medier?
I aviser, radio og TV er det let at forstå, hvem der er afsenderen. Selv under militærstyret havde folk en forestilling om, hvorvidt afsenderen var til at tro på eller ej. Men med Facebook er det anderledes. På Facebook er det svært at skelne, om afsenderen er troværdig eller ej, fordi alle kan dele og publicere nyheder. Man kan heller ikke umiddelbart se, om en profil er ægte, når man bliver “venner” med folk, som man ikke kender i forvejen. Dermed ved man heller ikke, hvem der står bag de profiler, der måske er oprettet under et falsk navn.
Adgangen til Facebook skabte på godt og ondt helt nye muligheder for at sprede informationer i Myanmar. De nye muligheder kan bruges positivt til at dele viden og forbinde folk, men de kan også misbruges til at sprede falske nyheder og misinformation. I Myanmar har man oplevet mange falske profiler på Facebook. Fx har man fundet ud af, at folk fra militæret har stået bag rigtig mange falske profiler, som delte indhold med det mål at skabe en ondsindet stemning mod rohingya-befolkningen.
Facebook er blevet kritiseret for ikke at have reageret hurtigt nok og lukket disse falske profiler – noget som vi ellers forventer, at Facebook gør i Europa. Facebook har accepteret kritikken og har nu ad flere omgange forsøgt at komme de falske profiler til livs. Nogle eksperter mener dog, at det nærmest er en umulig opgave.
Fortidens sladder, nutidens fake news
Vi kan alle blive narret eller manipuleret til at tage holdninger til os eller tro på, at noget er sket, som ikke er ordentligt dokumenteret. Det kalder vi for misinformation. Hvis det vi bliver fortalt er noget der giver sig ud for at være en nyhed – men som er løgn, kalder vi det for fake news.
Før i tiden gik befolkningen i Myanmar på tehus (små restauranter og cafeer), når de skulle dele informationer med andre i deres lokalområde. I dag foregår den slags “sladder” på Facebook, og det der før blev delt lokalt, bliver i dag delt i hele Myanmar på meget kort tid. På nettet kender folk ikke nødvendigvis hinanden, og det er svært at afsløre, om folk taler falsk eller sandt. Den nye måde at “sladre” på digitalt har gjort befolkningen i Myanmar, men også i resten af verden, mere modtagelig for fake news.
Influencere med nationalistiske budskaber
Med de sociale medier har vi også fået bloggere og influencere. Mange følger influencere, der viser en livsstil frem, som nogle gerne vil kopiere – fordi de ofte er kendte, smukke eller sjove. Men influencere kan let misbruge den indflydelse de har, hvis deres budskaber handler om noget helt andet.
I Danmark havde vi sagen med Peter Falkentoft, der gjorde reklame for tandblegning på sin profil. Han måtte ud at undskylde over for sine følgere, da det viste sig at blegemidlet var ætsende. Vi har ingen grund til at tro, at Peter Falkentoft bevidst har villet misinformere sine følgere, men man kan sige, at han lavede reklame for et produkt, som han muligvis ikke selv havde prøvet. I nogle lande er det derfor lovpligtigt at markere, hvis en influencer bliver betalt for en reklame og derfor bruges til at sælge et produkt.
På samme måde kan influencere bruges i et politisk ærinde. Og det findes der ingen lovbestemmelser om endnu. I Myanmar har man set eksempler på smukke kvindelige influencere, der normalt taler om mode og andre ikke-politiske ting, pludselig tale dårligt om muslimer og udbrede det vi kalder konspirations- eller sammensværgelsesteorier (dvs. at de mener at nogle i hemmelighed har truffet en aftale om at modarbejde dem, Tilsammen skaber det en troværdig løgnehistorie) for at opildne til had med rohingya-befolkningen.