Hop til indhold

Myanmar, som indtil 1989 hed Burma, var en engelsk koloni frem til 1948. Da staten blev selvstændig, ville en del af rohingyabefolkningen ikke tilslutte sig Burma, som er buddhistisk. Mange rohingyaer ville hellere høre under den del af det østlige Pakistan, som er muslimsk og i dag udgør landet Bangladesh.

I perioden efter selvstændigheden fra englænderne forsøgte regeringen i Myanmar at gennemføre en national forsoning mellem de buddhistiske bamarer, der udgør et flertal i befolkningen, og landets mange mindretal. Dette førte dog ikke til, at rohingyaer fik ligestilling i samfundet. En rohingya kunne dog få burmesisk statsborgerskab, hvis han/hun kunne bevise, at familien i de sidste to generationer havde boet i landet.

Efter militærets magtovertagelse i 1962 fik rohingya-minoriteten igen frataget rettigheder ad flere omgange, og det var tydeligt, at de ikke blev regnet for noget i det burmesiske samfund. For rohingyaerne blev det derfor mere og mere vanskeligt at få adgang til uddannelse eller et godt job, og minoriteten blev også udsat for forfølgelser.

I 1982 under militærdiktaturet trådte en lov i kraft, der fratog rohingyaerne deres statsborgerskabet i Myanmar (Burmas nye navn). Uden et statsborgerskab blev rohingyaerne det man kalder statsløse. Samtidig nægtede regimet at bruge betegnelsen rohingya, som i stedet omtalte gruppen som bengalis, dvs. nogle som er indvandret fra Bengalen (i dag dele af Indien samt Bangladesh).

Alt dette gjorde, at rohingyaerne ikke måtte færdes hvor de ville i landet, de kunne ikke frit vælge hvilken uddannelse de ville tage, og nogle jobs måtte de ikke bestride. Desuden blev de efterhånden frataget deres politiske rettigheder, så som at stemme. Disse forhold gælder fortsat den dag i dag.

Militærets rolle

Størstedelen af folk ansat i Myanmars militær er fra den befolkningsgruppe, der hedder bamarer. Bamarerne er buddhister. Gennem årtier har militæret gennemført voldelige aktioner og andre angreb i forsøget på at fordrive rohingyaerne fra deres hjemegn, fx ved at brænde deres landsbyer ned. Der er således flere gange begået overgreb på rohingyaerne (bl.a. i 2016, 2017 og 2018), der blandt andet af FN og andre international organisation er blevet kaldet for etniske udrensninger. Væbnede grupper, der siger de repræsenterer rohingyarne, har omvendt angrebet regimet gennem tiden. Det har ofte ført til at situationen er blevet forværret, og at militærets diskriminering af rohingyarne er taget til.

Situationen spidser til

Op til august 2017 spidsede situationen endnu engang til. En organiseret militant gruppe, der kæmper for rohingyaernes rettigheder i landet, overfaldte en grænsepost og dræbte ni politibetjente. Myanmars militær reagerede ved i løbet af få uger at brænde flere hundrede landsbyer ned og slå flere tusinde rohingyaer ihjel. Som følge af dette flygtede omkring 740.000 rohingyaer til nabolandet Bangladesh.

En kommission fra FN, der har undersøgt militærets aktioner, har anbefalet, at en række officerer fra Myanmars militære styrker, som man kender navnene på, burde bringes for en domstol for deres forbrydelser mod menneskeheden.

De flygtede rohingyaer har siden boet i primitive flygtningelejre i Bangladesh. Der har været forhandlinger om at hjælpe dem tilbage til Myanmar, men de nægter at vende hjem, medmindre der kan gives en garanti for deres sikkerhed. Desuden kræver de at få fuldt statsborgerskab. Men disse krav vil Myanmars regering ikke opfylde, så situationen er låst fast, og der er ingen løsning i sigte.

I december 2019 blev Myanmar anklaget ved den internationale domstol i Den Haag. Her krævede Gambia, et land på det Afrikanske kontinent, at Myanmar stopper massedrab på rohingyaerne og den systematiske forfølgelse, som gruppen oplever. Sidste status er, at domstolen den 23. januar 2020 gav Gambia medhold i at Myanmar skal gør alt for at beskytte rohingyaerne og forhindre et folkedrab.

Sidst opdateret: 14. september 2021