Tale af præsident Paul Kagame for højtideligholdelsen af 20 året for folkedrabet mod tutsier
Se video af talen (youtube.com)
Kigali den 7. april 2014
Deres excellencer, ledere af stat og regering
Deres excellence, generalsekretær for de Forenede Nationer
Deres Excellence formand for Afrika Kommissionen (African Union Commission)
Tidligere ledere af stat og regering
Udmærkede regeringsdelegerede fra rundt omkring i verden
Højtærede gæster
Mine med-rwandere
Jeg har ikke ord til at udtrykke min taknemmelighed til alle vores venner, som er kommet fra nær og fjern, for at være sammen med os på denne vigtige dag. Jeg takker også alle, som stod sammen med os gennem Rwandas utrolige rejse mod genopbygning.
Vi er samlet her for at mindes dem som mistede livet under folkedrabet og for at trøste, dem som overlevede.
Mens vi hylder ofrene, både de levende og de der ikke længere er blandt os, så hylder vi også den ubrydelige rwandiske ånd, som vi skylder for vores overlevelse og fornyelsen af vores land.
Til vores forældre, børn, brødre og søstre, der overlevede – til rwandere, der trodsede opfordringen til folkedrab og til dem, der angrer – det er dig, der bærer byrden af vores historie.
Vi har forfulgt retfærdighed og forsoning, så godt vi kunne. Men det genskaber ikke, hvad vi tabte.
Igen og igen de sidste tyve år har rwandere givet dele af sig selv. I har stået frem offentligt for at vidne og lytte til andre gøre det samme. I har taget ansvar og I har tilgivet.
Jeres ofre er en gave til nationen. De er frøet, hvorfra det nye Rwanda vokser. Tak fordi I lod jeres menneskelighed og patriotisme overskygge jeres sorg og tab. Mange tak.
Den historisk klarhed er hukommelsens pligt, som vi ikke kan undslippe. Bag ordene “Aldrig igen” er der en historie, hvis sandhed skal fortælles fuldt ud, uanset hvor ubehagelig den er.
De mennesker, der planlagde og udførte folkemordet, var rwandere, men historien og årsagerne der ligger til grund ligger udenfor dette land. Det er derfor rwandere fortsætter med at søge efter den mest fuldkomne forklaring på, hvad der skete.
Vi gør det med ydmyghed som en nation, der næsten ødelagde sig selv. Men alligevel er vi fast besluttede på at genvinde vores værdighed som et folk.
Tyve år er kort eller lang tid afhængigt af, hvor du står, men der er ingen grund til at dyrke en falsk moraliserende fortælling.
Tiden skal ikke skjule fakta, mindske ansvaret eller gøre ofre til skurke.
Folk kan ikke bestikkes til at ændre deres historie. Og intet land er stærkt nok, selv når de tror de er, til at ændre fakta. Når alt kommer til alt: les faits sont têtus (da beviserne ikke kan ignoreres).
Når vi taler om roller og ansvar også for eksterne aktører og institutioner, så er det fordi at forebyggelsen af folkedrab kræver historisk klarhed af os alle, ikke fordi vi ønsker at skyde skylden på andre.
Alle folkedrab begynder med en ideologi – et system af ideer, der siger: Denne gruppe af mennesker er mindre menneskelige end andre, og de fortjener at blive udryddet.
Den mest ødelæggende arv fra den europæiske kontrol over Rwanda var omdannelsen af sociale forskelle til såkaldte “racer”. Vi blev klassificeret og opdelt i grupper, og uanset de eksisterende forskelle, så var de “retningslinjer” som forstærkede forskellene mellem os opfundet andetsteds.
Formålet var hverken videnskabeligt eller uskyldigt, men ideologisk: at retfærdiggøre den koloniale “hævdvundne ret” til at herske over og “civilisere” folkeslag som angiveligt skulle være “underlegne”. Men det er vi ikke.
Denne ideologi blev allerede anvendt i det 19. århundrede, og blev yderligere forankret af de franske missionærer, der bosatte sig her. Rwandas totusindeårige historie blev reduceret til en række karikaturer baseret på bibelske passager og myter fortalt til opdagelsesrejsende.
Den koloniale teori om det rwandiske samfund hævdede, at fjendtlighed mellem noget, der blev kaldt “hutu”, “tutsi” og “twa” var vedvarende og nødvendigt.
Dette var begyndelsen på folkemordet mod tutsierne, som vi så det for tyve år siden.
Med den fulde deltagelse af belgiske embedsmænd og katolske institutioner blev denne til lejligheden opfundne historie gjort til det eneste grundlag for at organisere sig på politisk, som om der ikke var andre måder at styre og udvikle samfundet på.
Resultatet var et land som til stadighed var på randen af et folkedrab.
Men afrikanere accepterer ikke længere at være gidsler for verdens lave forventninger. Vi lytter til og respekterer andres synspunkter. Men i sidste ende må vi være ansvarlige for os selv.
I Rwanda stoler vi på universelle menneskelige værdier, som omfatter vores kultur og traditioner, til at finde moderne løsninger på vores unikke udfordringer.
Håndtering af mangfoldigheden i vores samfund bør ikke ses som at fornægtelse af den enkelte rwanders som et unikt menneske. Hvis vi fortsætter med at skabe en ny, mere inkluderende national identitet, ville det så være en dårlig ting?
Vi havde ikke behov for et folkedrab for at blive et bedre folk. Det skulle simpelthen aldrig være sket.
Intet land, i Afrika eller noget andet sted, skal nogensinde blive “endnu et Rwanda”. Men hvis folk ikke kan træffe valg på et informeret grundlag med baggrund i historisk viden, er faren altid til stede.
Derfor siger jeg til rwandere – lad os ikke blive ledt på afveje. Vores tilgang er lige så ny og uden fortilfælde som den situation, vi står overfor.
Når vi insisterer på at finde vores egen vej kommer der nogle gange en pris der må betales. Lad os dog alligevel holde os til kursen.
Til vores venner fra udlandet – Jeg tror, I værdsætter national enhed i jeres egne lande, der hvor national enhed eksisterer. Der hvor det ikke eksisterer, arbejder I på at opbygge det, ligesom vi gør.
Vi beder om, at I møder Rwanda og Afrika med åbent sind og accepterer, at vores bestræbelser udføres i god tro på at det vil være til gavn for os alle.
Vi ønsker, at I skal vide, at vi sætter pris på jeres bidrag, netop fordi vi ikke føler, at I skylder os noget.
Alt tydede på at Rwanda skulle mislykkes som stat.
Når man ser nyheder i dag, er det ikke svært at forestille sig, hvordan vi kunne have endt. Vi kunne være blevet et permanent FN protektorat, med meget lidt håb om nogensinde at genvinde vores nationale selvstændighed.
Vi kunne have tilladt landet at være fysisk opdelt, med grupper, der anses for uforenelige i hver deres hjørne af landet.
Vi kunne have været ædt op af en uendelig borgerkrig med endeløse strømme af flygtninge, med syge børn og en uuddannet befolkning.
Men sådan endte det ikke for os. Det der forhindrede disse alternative scenarier var de valg det rwandiske folk traf.
Efter 1994 var alt vigtigt, og vores folk var nedbrudt.
Men vi foretog tre grundlæggende valg, der guidede os helt op til denne dag.
Ét – vi valgte at forblive sammen.
Da flygtningene vendte hjem – valgte vi at være sammen.
Da vi frigav de personer der var mistænkt for folkedrabet i tillid til Gacaca (lokal domstol) – valgte vi at være sammen.
Da vi vedtog en samlet forfatning, med en politik der ikke længere er baseret på opdeling og som for første gang stadfæstede kvinders rettigheder som ligeværdige deltagere i opbygningen af landet, – valgte vi at være sammen.
Da vi gav nye omfattende uddannelses- og sundhedsmæssige fordele til alle vores borgere – valgte vi at være sammen. To – vi valgte at være ansvarlige over for os selv.
Når vi decentraliserer magten og beslutningstagningen og lægger den ud til byer og bakker over hele landet – er vi ansvarlige.
Når vi arbejder med udviklingspartnere for at sikre, at deres støtte til landet gavner alle vores borgere – er vi ansvarlige.
Når vi tildeler stipendier og udpeger tjenestemænd ud fra deres fortjeneste og uden diskrimination – er vi ansvarlige.
Når vi sanktionerer en embedsmand, uanset hvor højtstående han er, som misbruger sin magt eller accepterer korruption – er vi ansvarlige.
Som et resultat af alt dette forventer vores borgere mere af regeringen, og de fortjener det.
Tre – vi valgte at tænke stort.
Da rwandere befriede vores land – tænkte vi stort.
Da vi skabte Rwandas Vision for 2020 og forpligtede os til at opfylde vores udviklingsmål – tænkte vi stort.
Da vi besluttede at gøre Rwanda attraktivt for erhvervslivet – tænkte vi stort.
Da vi investerede i et bredbåndsnetværk, der når alle vores 30 distrikter – tænkte vi stort.
Da vi blev en regelmæssig bidragyder til FN’s og Afrikas Unions fredsbevarende missioner – tænkte vi stort.
Vi kan lave fejl, som alle lande gør. Vi erkender, lærer af fejlene og bevæger os fremad. Der er mere hårdt arbejde foran os end bag os. Men rwandere er klar.
For et par år siden til en mindehøjtidelighed, mødte jeg en ung mand, som var en af de tolv mennesker, der blev trukket levende ud efter at have ligget under 3.000 kroppe i en massegrave ved Murambi.
Han boede stadig i nærheden, helt alene. Da gerningsmændene som han genkendte kom hjem fra fængslet, var han forståeligt nok rædselsslagen.
Da jeg spurgte ham, hvordan han klarede situationen, fortalte han mig: “Jeg kunne ikke klare det, medmindre jeg var overbevist om, at disse umulige valg fører os til noget der er bedre.”
For tyve år siden havde Rwanda ingen fremtid, kun en fortid.
Men som Fidel (Castro fra Cuba) fortalte os lige nu, har vi i dag en grund til at fejre de helt almindelige øjeblikke i livet, der er lette for andre at tage for givet.
Hvis folkedrabet afslører menneskehedens chokerende evne til grusomhed, så viser Rwandas valg dets evne til fornyelse.
I dag er halvdelen af alle rwandere under 20. Næsten tre fjerdedele er under 30. De er det nye Rwanda. Når vi har set disse unge bære Minde-flammen til alle hjørner af landet gennem de sidste tre måneder, giver det os et stort håb.
Vi er alle her for at mindes, hvad der skete og for at give hinanden styrke.
Mens vi gør det, må vi også huske den fremtid, som vi har forpligtet os til.
Jeg takker jer.