Hop til indhold

Danmark og Norden

Der var ikke mange jøder i Norden før 1900-tallet sammenlignet med andre europæiske lande. De jøder der boede i Danmark skilte sig stort set ikke ud fra resten af befolkningen, og kristen-jødiske ægteskaber var almindelige. Børn i jødiske familier blev opdraget som andre danske børn, og stadig færre var aktive udøvere af den jødiske tro. De danske jøder havde levet i Danmark gennem flere generationer og mange havde fremtrædende stillinger.

Billedet “Den evigt omvandrende jøde”
I det store og hele var den jødiske befolkning integreret i Danmark i 1800-tallet, men maleriet af H.A. Brendekilde viser dog, at fordomme mod jøder, som var opstået i Europa før oplysningstiden, fortsat eksisterede. Billedet hedder “Den evigt omvandrende jøde” og er malet omkring 1890.

Indvandringen af jøder fra øst påvirkede den dansk-jødiske menighed

Fra 1904 til 1917 flygtede mange jøder fra deres hjem i Østeuropa, og nogle kom til Danmark. De østeuropæiske jøder var på mange måder anderledes end de danske jøder. De var mere troende, gik i gammeldags tøj, og deres kultur var mere traditionel. “Østjøder”, som de ofte blev kaldt, var typisk fattige og havde ingen eller kun lidt uddannelse, samtidigt gav de nyt liv i synagogerne og til de jødiske menigheder. Der fulgte dog også bekymringer med. De danske jøder var bange for, at et gammelt had mod jøder ville blusse op igen, og at de på ny ville møde diskrimination (forskelsbehandling) – det man kalder antisemitisme.

Allerede inden “østjøder” indvandrede havde der været fordomme over for jøder i den danske befolkning. Men måske havde den ikke været så slem, fordi jøder netop ikke havde skilt sig ud fra andre danskere, og på den måde kunne man ikke med det samme se, om man var jøde eller kristen.

De nye “østjøder” var mere synlige i gadebilledet, fordi de skilte sig ud på grund af deres tøj og udseende. De danske jøder fik ret i deres frygt for antisemitisme. Den nye nazistiske ideologi i Tyskland, som så jøder som fjender af fædrelandet, fik gamle fordomme til at blusse op i den danske befolkning. Det var fx fordomme om, at jøder var grådige og nærige. Selv kendte personer som Georg Brandes (dansk forfatter og vigtig person inden for kulturlivet) fik skyld for at have disse negative egenskaber. De antisemitiske udtalelser mødte  man i alle lag i samfundet, men oftest og mest udpræget kom de antisemitiske udtalelser fra de danske nationalsocialister.

Antisemitisme og den falske videnskab

Jøder blev oprindeligt opfattet som tilhængere af en bestemt religion – jødedommen. Men især mellem de to verdenskrige, da den racistiske antisemitisme blussede op, ændrede nationalsocialisterne på opfattelsen af, hvem der kunne betegnes som jøde. Det nye var, at det at være jøde pludselig blev betragtet som det at tilhøre en bestemt menneskerace.

Tegning af H. Strickland Constable. 1899, Irland
Tegning fra 1899, da racisme var en del af en falsk videnskab, og man mente at kunne udlede noget om “racers” indbyrdes hierarki ud fra form og størrelse på deres kranier. Tegning af H. Strickland Constable. 1899, Irland. Gjort tilgængeligt af H. Strickland Constable.
Antisemitisk karikatur fra det franske dagblad La Libre Parole i 1893
Antisemitisk karikatur fra det franske dagblad La Libre Parole i 1893, som forestiller en jøde på en racistisk og jødehadende måde.

Ifølge den nye opfattelse blev mennesker betragtet ud fra hvilken ”menneskerace” man tilhører. Og selv de danske jøder, som giftede sig med en kristen og lod deres børn døbe blev stadig betragtet som ”halv-jøder” ifølge denne nazistiske “raceteori”. Nazisterne fandt støtte i en ide, der kaldes eugenik, hvilket betyder “arvehygiejne” eller “racehygiejne”, og som vi i dag mener bygger på et falsk videnskabeligt grundlag. Ud fra denne idé blev jøder opfattet som en speciel ”menneskelig race” med særlige egenskaber og blev opfattet som underlegne i forhold til den ”ariske” eller ”nordiske race”.

I starten af 1900-tallet var denne pseudovidenskab i fremgang i Europa. Mange europæere så derfor sig selv som hørende til den ”højst udviklede race”, mens jøder havde en “lavere rang”. Eugenikken påstod at hver ”menneske-race” havde nogle biologiske kendetegn. For at understøtte denne forestilling målte man kraniers størrelse, afstanden mellem øjne, næsers længde og bredde, pandens højde og hældning og meget andet på folk, som man havde kategoriseret som tilhørende de forskellige ”menneskeracer”. I dag kalder vi denne opfattelse for racistisk, fordi vi ved, at mennesket ikke kan opdeles i racer, men at alle mennesker er lige. Samtidens karikaturer i aviser og ugeblade, ikke mindst op til 2. verdenskrig, viser i særlig grad de træk, som man mente var specielt jødiske.

Danmark besat

De danske jøder var ikke særligt synlige i debatter i samfundet, hverken før og heller ikke mens Danmark var besat af Nazityskland. De protesterede ikke mod den dårlige behandling, som de vidste at de tyske jøder blev udsat for. De var tavse da de tysk-jødiske butikker blev boykottet i 1933 og da Nürnberg-lovene (som fratog de jødiske borgere rettigheder, der var naturlige for andre tyskere) blev indført i 1935. Og de danske jøder så også stiltiende til, da tyske jøder og deres ejendomme blev angrebet og ødelagt i en pogrom i 1938 – det som vi i dag kalder Krystalnatten. I stedet støttede de danske jøder hjælpearbejdet for jødiske flygtninge, som kom i store tal fra Tyskland i forsøget på at slippe for forfølgelser.

Den danske regering var klar over den antisemitiske trussel, mod de danske jøder under den tyske besættelse. Derfor bakkede regeringen op om, at danske jøder holdt lav profil – altså hverken gjorde sig bemærket i medier eller på arbejdspladser. Personer med jødisk-lydende navne blev ikke forfremmet i den offentlige sektor eller i mediesektoren. Under den tysk-danske samarbejdspolitik lykkedes det regeringen at beskytte de danske jøder ved ikke at udlevere dem til tyskerne og ved at modsætte sig, at der blev indført en antisemitisk lovgivning i det besatte Danmark. På den måde lykkedes det danske jøder at leve nogenlunde fredeligt i det besatte Danmark i mere end tre år, indtil august 1943.

Erik Scavenius, Danmarks statsminister, sammen med den nye tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best i januar 1943
Erik Scavenius, Danmarks statsminister, sammen med den nye tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best i januar 1943. Best var tiltrådt sin nye stilling i november 1942. I august samme år, ved det der kaldes Augustoprøret, nægtede regeringen at samarbejde yderligere med den tyske besættelsesmagt og gik derfor af. Werner Best fortsatte som rigsbefuldmægtiget krigen ud.

Men i august 1943 sluttede den tysk-danske samarbejdspolitik og regeringen måtte gå af. Den nazistiske besættelsesmagt indførte det man kalder en militær undtagelsestilstand, og regeringen havde ikke længere nogen politisk magt. I oktober 1943, bare to måneder efter at regeringen gik af, indledte nazisterne den såkalde ”jødeaktion”, der havde til formål at sende de danske jøder til de nazistiske koncentrationslejre.

Du kan læse mere om jødeaktionen under temaet ”Danmark oktober ’43”.

Sidst opdateret: 16. september 2021