Hop til indhold

Livet i det demokratiske samfund

I dag lever vi i Danmark i et demokratisk samfund, som beskytter borgernes rettigheder. Alle lande, som er en del af EU, er demokratiske samfund med en grundlov, der garanterer landets borgere nogle grundlæggende rettigheder.

Forskellige rettigheder fra stat til stat

Borgerrettigheder er knyttet til ens statsborgerskab, mens menneskerettigheder er universelle og gælder alle mennesker i alle lande. Som dansker har du borgerrettigheder i Danmark, men det kan betyde, at disse borgerrettigheder er forskellige fra dem, der gælder for andre borgere i et andet land.

De danske borgerrettigheder er formuleret i den danske grundlov. De tyske borgerrettigheder er defineret i den tyske grundlov.

Grundloven: Gammel og ny på samme tid

Sådan har det ikke altid været. Danmarks første grundlov blev indført i 1849 og sikrede basale rettigheder som ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed og alle borgeres lighed for loven. Det var et fremskridt. Dog havde alle borgere stadig ikke de samme rettigheder. I grundloven fra 1915 fik kvinder og tyende stemmeret, men først fra 1953 fik man ikke længere frataget sin stemmeret, hvis man modtog fattigdomsydelser eller blev straffet for kriminalitet.

Se filmen om “De syv F’er (danmarkshistorien.dk)

Den tyske grundlov

Tyskland fik sin første grundlov i 1848. Den form, som gælder i dag, blev formuleret i 1949, og vejen dertil var meget anderledes end i Danmark. Faktisk blev den tyske grundlov til som en konsekvens af den tyske historie før og under 2. verdenskrig. I denne 12-årige periode var tiden i Tyskland præget af ekstreme umenneskelige og grusomme overgreb over for bestemte borgere, som nazismen havde udpeget som fjender af Hitlers styre. Sporene efter disse overgreb er tydelige at finde i grundloven. Her vil du kort kunne læse om de historiske hændelser som direkte fik konsekvenser for loven af 1949.

Hvad der skete op til 1949

Nogle borgere får frataget deres rettigheder

Da nazistpartiet NSDAP (NationalSozialistische Deutsche ArbeiterPartei) kom til magten i Tyskland den 30. januar 1933, blev det begyndelsen på en systematisk nedbrydning af udvalgte borgeres rettigheder. Efter rigsdagsbranden den 27. februari 1933 blev der erklæret undtagelsestilstand, som kom til at gælde indtil 2. verdenskrigs afslutning i 1945. Først blev borgere med bestemt politisk orientering forfulgt. Det gjaldt først kommunister (som af nazistyret blev beskyldt for med Rigsdagsbranden at ville sabotere styret), og siden også de tyske socialdemokrater (22. juni 1933 indførtes Berufsverbot/forbud mod at være ansat i offentlige stillinger over for partiets medlemmer). Begge politiske grupperinger var kritiske over for nazisterne, og derfor blev de anholdt eller måtte flygte.

Borgere blev også forfulgt med baggrund i deres religiøse eller racemæssige tilhørsforhold. Antisemitismen, altså modstanden mod jødedommen, var en grundlæggende del af nazisternes propaganda og efter Jødeboykotten af jødisk ejede virksomheder den 1. april 1933 fik jøderne frataget deres rettigheder en efter en.

Fra 14. juli 1933 udvides forfølgelsen til handicappede eller andre, der af Naziregimet ansås for at kunne “forurene” med “dårlige” arvelige egenskaber. Dette førte til tvangssterilisation af mentalt handicappede, prostituerede og kriminelle.

Udviklingen i 1933

  • 1. februar: Rigsdagen opløses
  • 2. februar: den nyindsatte indenrigsminister Göring forbyder alle kommunistiske demonstrationer
  • 4. februar: forsamlingsret og pressefrihed bliver ophævet
  • 20. og 21. marts: i Dachau og Sachsenhausen oprettes de første koncentrationslejre til politiske modstandere
  • 1. april: Boykot af jødiske butikker - SA-mænd blokerer bl.a. jødiske butikker med bannere og bruger vold mod modstandere
  • 4. april: “Berufsverbot” for jøder og systemkritiker i det offentlige
  • 10. maj: bogafbrænding af jødiske og oppositionelle forfattere
  • 22. juni: Socialdemokraternes parti SPD forbydes og Berufsverbot for partimedlemmer indføres
  • 14. juli: lov om tvangssterilisation af personer, som nazisterne anser for at være bærere af arvelige sygdomme
  • 4. august: Nürnberg forbyder jøderne at bruge offentlige badeanstalter

Forskelsbehandling i det 3. Rige

Den 15. september 1935 blev forfølgelsen af jøderne yderligere radikaliseret med Nürnberg-lovene: tyske borgere blev inddelt i rigsborgere, som var betegnelsen for den ariske del af befolkningen og statsborger, som bl.a. var betegnelsen for den jødiske del af befolkningen. Det blev blandt andet forbudt at have seksuel omgang jøder og ikke-jøder imellem og jøder blev udelukket fra offentlige stillinger. Den racistiske betegnelse “Mischling” blev en officiel juridisk betegnelse, der blandt andet indbefattede mennesker med en eller to bedsteforældre, der var af afrikansk eller jødisk herkomst eller var såkaldte sigøjnere. Kendetegnende er det, at nazisterne fastlagde regler om, hvornår man var af arisk herkomst eller en blanding af ikke arier. Sidstnævnte havde under nazisterne ikke de samme rettigheder som dem, der var af ren arisk afstamning.

En grundlov skal beskytte borgerne

Nazisternes fratog i løbet af deres regeringstid udvalgte befolkningsgrupper nogle grundlæggende rettigheder, som ellers ville have beskyttet dem mod forfølgelse og folkedrab. Da den tyske grundlov i 1949 blev vedtaget, var man derfor opmærksom på at forhindre, at disse grusomheder skulle gentage sig. De grundlæggende tanker var og er stadigvæk:

  • freden i Tyskland og i Europa skal bevares
  • et diktatur må ikke opstå igen
  • demokratiet må ikke blive afskaffet i Tyskland
  • alle mennesker i Tyskland skal være beskyttet af grundloven.

Uforanderlige grundlove

Artikel 1 og 20 i den tyske grundlov kan ikke ændres og er formuleret på en måde, så det er statens pligt at beskytte menneskerettighederne i Tyskland.

Her kan du læse en oversættelse af §1 stk. 1 og 3 fra den tyske grundlov. Den originale tyske grundlov kan du finde her (bundestag.de).

Europa

Efter afslutningen af 2. verdenskrig var der stort fokus på at finde veje til, på internationalt plan, at forhindre regeringer i begå overgreb mod deres egne borgere. I Europa dannedes Europarådet, som skulle fremme ideerne om demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. I dag har Europarådet 47 nationer som medlemmer.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Europarådets 47 medlemslande har undertegnet den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I konventionen har medlemslandene forpligtet sig til at anerkende menneskerettighederne og frihedens grundprincipper over for hinanden. Konventionen trådte i kraft i 1950, og Danmark tilsluttede sig formelt konventionen i 1953. I 1992 blev konventionen en del af den danske lovgivning.

Menneskerettighedskonventionen og dens overholdelse er i dag stadig aktuel. I de sidste 70 år er der gjort mange tiltag for at sikre overholdelsen af menneskerettighederne i Europa og i de enkelte europæiske lande.

Kilder

Vil du vide mere om menneskerettigheder (menneskeret.dk)

Se en forklaringsvideo om menneskrerettigheder (youtube.com)

Sidst opdateret: 3. september 2021