Det er svært med ord at beskrive de grusomheder, som har fundet sted i nazisternes koncentrationslejre og omfanget voksede sig til en ubegribelig størrelse i takt med at nazisterne, som krigen skred frem, besatte flere lande. I dag minder nazisternes koncentrationslejre os fortsat om det folkedrab på blandt andet jøder, som fandt sted under 2. verdenskrig.
Det tyske ord Konzentrationslager blev under nazistyret forkortet til KL, når det anvendtes i administrative sammenhænge. I dag anvender vi forkortelsen KZ. Ofte smelter ordene Holocaust og koncentrationslejre sammen i folks forståelse, men det er værd at huske, at en meget stor del af terroren rettet mod jøder fandt sted uden for lejrene, og at de første fanger i lejrene var regimets politiske fjender. Terroren mod jøder havde mange ansigter: Nazisterne indførte love, der fratog jøderne ligestilling i samfundet og gjorde dem til andenrangsmennesker uden rettigheder. Pogromer, deportationer til ghettoer og massenedskydninger, fx i forbindelse med den tyske hærs fremmarch i Sovjetunionen, tog livet af mange jøder i byerne og på landet. Først i de sidste krigsår oversteg antallet af jødiske ofre i koncentrationslejrene antallet af dræbte jøder uden for lejrene. Koncentrationslejrene har altså en tæt sammenhæng med Holocaust, men de to ord er ikke lig med hinanden – de er altså ikke synonyme. Til forskel for KL- eller KZ-lejre dækker ordene Holocaust eller på hebraisk Shoa over hele folkedrabet.
Hvor mange koncentrationslejre fandtes under det nationalsocialistiske regime?
Koncentrationslejrene havde under nazisternes styre (1933-1945) forskellig betydning og deres antal var svingende. Ordet kz-lejr anvender vi i dag om forskellige former for fangelejre. Under nazistyret omfattede det blandt andet hovedlejre, aflæggere af disse, som kaldes ude- eller filiallejre (på tysk: Außenlager), arbejdslejre, kvindelejre, firmalejre, krigsfangelejre og ikke mindst udryddelseslejre. Fælles for dem alle er, at lejrene blev anvendt til at spærre mennesker inde, som nazisterne ønskede at få bragt af vejen. I begyndelsen af nazisternes magtperiode (ca. 1933-1938) skulle koncentrationslejrene skræmme styrets politiske modstandere. Men fra 1941 oprettede nazisterne også udryddelseslejre, hvor etniske mindretal som jøder, sintier og romaer systematisk blev slået ihjel.
Hvad blev der af de nazistiske koncentrationslejre?
Da det stod klart for nazisterne, at de ville tabe krigen, gjorde de alt for at slette sporene efter koncentrationslejrene. Det begyndte i januar 1945. De indsatte blev enten dræbt med det samme, deporteret med tog vestpå eller sendt på dødsmarch væk fra lejrene.
Den 27. januar 1945 ankom de sovjetiske tropper og befriede Auschwitz, og hvert år den 27. januar afholdes der derfor en særlig mindedag for Auschwitz befrielse og ofrene for Holocaust.
Ny viden kommer fortsat til
Da de allierede efter krigen fandt koncentrationslejrene, blev der sat undersøgelser i gang for at fastslå, hvad der præcist var sket i lejrene. Ved hjælp af vidnesbyrd fra overlevere, arkiver og retssager mod gerningsmænd fik offentligheden efterhånden mere og mere at vide, som alt sammen understøttede den gru, de allierede havde set ved ankomsten til lejrene.
Der findes mange former for dokumentation for folkedrabet, som ikke blev ødelagt under krigen. Der er officielle og private fotos, der blev taget i hemmelighed, som viser drabet på jøderne, samt dagbøger og breve fra gerningsmændene. Derudover var naziregimet meget omhyggeligt med at registrere jødernes formuer, navne m.m. og selv indskrivningen af tvangsarbejdere blev også dokumenteret, og naziregimet nåede ikke at destruere alle dokumenter. For alle fanger i de nationalsocialistiske koncentrationslejre var det obligatorisk, at man havde sit fangenummer synligt på tøjet. De personer, der ved ankomsten til lejrene blev ført direkte til gaskamrene, er dog ikke registrerede, så dem ved vi langt mindre om.
Selvom vi i dag ved meget om koncentrationslejrene og hvad der foregik, så kommer der stadig ny viden til. Nye generationer af forskere finder nye vinkler, og indimellem kommer der endda nye kilder til. Med Sovjetunionens opløsning fik de vestlige forskere fx pludselig adgang til de sovjetiske arkiver. Den nye generation af forskere har desuden ofte en anden tilgang til historien. I 1960’erne i Tyskland blev der for første gang udklækket forskere, som ikke selv havde oplevet Nazityskland. De var derfor ikke selv involveret i fortiden og så på 2. verdenskrig og nazisternes rolle på en ny måde.
Koncentrationslejre som mindesteder
Der oprettes stadig mindesteder, hvor der engang har været koncentrationslejre, og deres betydning er voksende, da de overlevende efterhånden alle bliver så gamle, at de går bort og ikke længere kan fortælle om deres oplevelser fra 2. verdenskrig. Auschwitz er således både et sted, der dokumenterer Nazitysklands folkedrab på blandt andet de europæiske jøder og et sted, hvor man kan se og høre vidnesbyrd fra lejrens overlevere.
