Hop til indhold

En af de brutale aspekter i de nationalsocialistiske koncentrationslejre var det faktum, at man ville udnytte fangernes arbejdskraft så meget som muligt inden deres død. Derfor dræbte man heller ikke alle ved ankomsten. Der var mange former for arbejde i de forskellige koncentrationslejre. Nogle blev sat til at arbejde i gaskamrene i Auschwitz-Birkenau, det var den såkaldte Sonderkommando. Andre skulle arbejde i fabrikker, som fx kemikalieproducenten IG Farben i Monowitz, hvor fanger blev tvunget til at håndtere giftige stoffer uden beskyttelse. Desuden blev de fleste bygninger i koncentrationslejrene, som fx gaskamrene, bygget af fanger.

Det var ikke ligegyldigt hvilket tvangsarbejde man udførte, det kunne betyde forskellen mellem død og overlevelse. Om vinteren var det fx afgørende, at man ikke skulle arbejde udenfor – det kunne ingen klare i længden.

Forskel på koncentrationslejrene

Auschwitz, Birkenau og Monowitz har været forfærdelige steder at være fange, og ingen af de indsatte kunne regne med at komme levende derfra. Men de tre steder var indrettet meget forskelligt og fangernes liv i lejrene var derfor også meget forskellige. Fangerne blev desuden behandlet forskelligt af SS, alt efter deres baggrund, da nazisternes ideologi netop bygger på en forståelse af ulighed mellem mennesker. I dette racistiske hierarki stod jøderne helt nederst og fx polakkerne lidt højere, omend de stadig rangerede under de “ariske” tyskere.

Auschwitz

Grunden til at vi kender så meget til Auschwitz er, at nazisterne ikke nåede at slette alle sporene og det faktum, at titusinder af mennesker stadig var i live, da lejren den 27. januar i 1945 blev befriet. De overlevende kunne berette om deres oplevelser. En del af dem blev senere indkaldt som vidner i processer mod gerningsmændene. Fra de andre udryddelseslejre var der ingen overlevende.

Birkenau

I februar 1942 blev det første af de i alt fem krematorier i Birkenau bygget. Planen var, at hvert krematorie skulle kunne brænde 800 lig på et døgn.

Den første systematiske massedeportation af jøder til Auschwitz skete i marts 1942: det var 999 kvinder fra Slovakiet. Kort derefter fulgte endnu en transport med 798 kvinder fra Slovakiet og derefter over 1.100 mænd fra Frankrig.

I alt blev der i foråret og sommeren 1942 registreret over 16.000 nye jødiske tvangsarbejdere i Auschwitz, og det er sandsynligt, at ⅔ eller mere døde inden for de første 8 uger efter deres ankomst.

Tvangsarbejdere blev registreret, men dem, som blev dræbt ved ankomsten, blev ikke registreret, og derfor kender ingen det præcise tal på ofrene.

Maria Kotarba, fange nr. 27995, blev sendt til Auschwitz som politisk fange om vinteren i 1943. Hun udførte tvangsarbejde som gartner i landsbyen Rajsko tæt på lejren. Hurtigt blev hun en del af lejrens modstandskamp og kom til at fungere som kurer. Foruden at udveksle meddelelser med en modstandsgruppe uden for lejren, smuglede hun også mad og medicin ind i lejren. Marie overlevede, men døde tidligt i en alder af bare 49 år. Foto fra lejren genprintet af Krakow Wyborcza (miasta.gazeta.pl).
Sidst opdateret: 1. november 2021