Hop til indhold

Det er vigtigt, at du gør dig umage, når du giver feedback på dine kammeraters produkter. Det er let at sige noget negativt, som kan gøre nogen kede af det, eller noget positivt, som bare er smiger. Kritik – positiv som negativ – som handler om, hvad produktet er lykkedes med eller ikke er lykkedes med ud fra genrekrav eller ud fra læringsmål, kan derimod bruges konstruktivt. Den fremlæggende gruppe kan bruge din konstruktive kritik til at lave et tilsvarende produkt bedre i fremtiden – og typisk også andre typer af produkter.

Din forberedelse

Da gruppen der fremlægger kan forventes at have gjort deres bedste, må du gøre dig umage med din feedback.

Inden du kan give feedback, er det en god ide at kende produktgenren, og hvilke karakteristika du kan forvente af den – her må du lave research!

Endelig kan det betale sig, at finde de læringsmål I har arbejdet hen imod og/eller den problemformulering, som gruppen har arbejdet ud fra. Både læringsmål og problemformulering kan bruges som en slags tjekliste.

Mens du får produktet formidlet

Du kan straks mærke, om produktet griber dig. Læg mærke til, hvad der griber dig, eller hvorfor du ikke bliver grebet.

Overvej også om du kan genkende produktets tema? Hvordan er selve formidlingen? Forstår du sammenhængen umiddelbart, eller hvor sker der noget, som gør den vanskelig at forstå?

Tænk også over, om du og forstår målet med produktet fx kunne det være en konklusion på et undersøgelsesspørgsmål, en slags morale, en stemning der skabes eller et forslag til, hvordan et problem kan løses.

Stil spørgsmål før din feedback

Hvis du ikke får helt styr på det, produktet skal formidle, imens gruppen fremlægger, så stil endelig spørgsmål til fremlæggelsen, når gruppen er færdig. Du kan sagtens spørge gruppen, hvad temaet er, eller du kan sige: Jeg fornemmer at temaet er …, er det korrekt? Eller: Jeg hører, at I vil løse konflikten ved at …. Er det sådan I har tænkt?

Elementer i god feedback

Uanset hvad, så er det vigtigt at I er konstruktive i jeres feedback. Det betyder to ting.

  • Vær klar: I skal være konkrete og fortælle præcis hvad og hvorfor I kan lide noget eller ikke kan lide noget andet.
  • Kom med forbedringsforslag: Hvis der er noget I ikke synes er så godt, eller ikke kan lide, så er det vigtigt, at I fortæller, hvad der kunne gøre dette forhold bedre.

Husk altid det positive

Det er også vigtigt at man gør sig umage for at finde noget godt at sige om produktfremlæggelsen. Det er aldrig rart for hverken dig eller dine kammerater, kun at få negativ feedback. Ved at vise omsorg over for hinanden, bliver det rart at fremlægge og klassen bliver et godt sted at eksperimentere og lære – både for dig og resten af klassen – og det er alles ansvar.

Burgermetoden

Brug derfor gerne burgermetoden. Den kan forstås som en burgerbolle delt i to og med en bøf imellem. Bollen er positiv feedback, mens bøffen er negativ feedback. Så går metoden ud på, at man bygger burgeren.

Først den ene del af bollen: Jeg synes det er en meget interessant vinkel I viser af …

Så bøffen: Det kunne have været godt, hvis I havde vist … mere tydeligt.

Og endelig den sidste del af bollen: Jeg kunne godt lide at I havde valgt …, det har gjort at jeg bedre forstår …

Sidst opdateret: 3. september 2021