Holocaust var et resultatet af en udvikling, der stille og roligt tog fart i en ekstrem retning, og som havde had mod jøder som sit grundlag. Antisemitisme, som er et andet begreb for jødehad, havde eksisteret længe i mange lande, ikke kun i Tyskland. Skridt for skridt blev situationen forværret, og reaktionerne som rettede sig mod jøderne blev mere og mere hadfyldte.
Udviklingen, som i Nazityskland førte til Holocaust, kunne i en forenklet version se sådan ud:
Den tabte krig
Efter afslutningen af 1. verdenskrig var der en udbredt politisk utilfredshed i Tyskland, som bl.a. var begrundet i indholdet af Versaillestraktaten og den for det tyske rige medfølgende gæld.
Versaillestraktaten påvirkede den tyske økonomi, og dertil kom en høj arbejdsløshed. I 1929 indsatte desuden en international finanskrise, som forværrede den økonomiske krise i Tyskland yderligere.
Søgen efter de skyldige
NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) benyttede sig af utilfredsheden over Versaillestraktaten og gav Weimarrepublikken skylden for den økonomiske situation. Weimarrepublikken havde tegnet traktaten, og det var NSDAPs mål at afsætte demokratiet og indføre et diktatur.
NSDAP trak på et dybt forankret jødehad i samfundet, og denne anti-jøde-hetz videreførte nazisterne i de østeuropæiske lande, efterhånden som de besatte dem. Nazisterne gjorde i deres propaganda jøderne til de skyldige i næsten alt, fx blev de gjort ansvarlige for, at moderniteten havde givet bagslag og ligestillede jøderne med kapitalismen.
Nazisterne skærpede retorikken mod jøderne og opfordrede til en boykot af jødiske butikker. Dette blev formuleret direkte og uden et forsøg på at skjule de slette hensigter, fx med ordene: “Køb ikke hos jøder”. Flere og flere omtalte jøder som “parasitter” eller “utøj” og Metaforer som fx “jøder som rotter, der snylter på landet” blev centrale sproglige konstruktioner i den nazistiske propaganda.
Dem og os
I det 3. Rige dannedes en skarp grænse mellem det tyske folk og “de andre”. Det skabte en fællesskabs- og identitetsfølelse hos den tyske befolkning, men en ekskludering af “de andre”. Hitlers bog “Mein Kampf” understøttede denne opfattelse og introducerede begreber som “den ariske race” og sammensværgelsesteorier som “verdensjødedommen arbejder i skjul imod tyskerne”.
Nazisternes betegnelse af jøder som fx “parasitter” havde til formål at flytte fokus fra, at det rent faktisk var mennesker, man talte om. På den måde blev de grusomme handlinger og forbrydelser mod jøderne anskuet i et andet og ‘mildere’ lys. Også nyskabte ord understøttede yderligere dannelsen af et fjendebillede. De opfundne ord sigtede mod en forklaring på hvorfor jøderne skulle fjernes fra samfundet. Det var forklaringer som at det tyske folks identitet og “Herrenblut/herskerblod” var truet via bl.a. “Blutschande/blodblanding”.
Når holdninger bliver til grusomme handlinger
Nazisterne havde formået at tilegne sig monopol på alle medier. Dermed kunne de styre den offentlige mening og debat, og den såkaldte “Endlösung” blev til et officielt besluttet mål.
Herefter eskalerede situationen fuldstændig med det systematiske drab på jøderne i Europa – Holocaust.
Sammenfattende kan det siges
Nazisterne anvendte ofte eufemismer (forskønnede omskrivninger af begreber, der ellers ville opfattes nedsættende, ubehagelige eller stødende), som fx Endlösung der Judenfrage/endelig løsning på jødespørgsmålet (i stedet for folkedrab eller udryddelse), Ballastexistenzen/bebyrdende eksistenser (i stedet for marginaliserede grupperinger), og Wohnsitzverlegung/bostedsforflyttelse (i stedet for deportation).
Endelig må det anføres at udviklingen, der førte til Holocaust selvfølgelig er langt mere kompleks end ovenfor beskrevet. Blandt andet omfatter det også sociologiske aspekter.