Holocaust, eller Shoa på hebræisk, var resultatet af en udvikling, hvis grundlag var et had mod jøder. Et andet ord for jødehad er antisemitisme. Antisemitisme havde eksisteret længe i mange lande, ikke kun i Tyskland. Men først da nazisterne målrettet udbredte deres antisemitiske propaganda, blev situationen skridt for skridt værre og værre for den jødiske befolkning i Tyskland og senere hen også i de tyskbesatte områder.
Udviklingen i Nazityskland mod Holocaust, kunne i en forenklet version se sådan ud:
Den tabte krig
Efter afslutningen af 1. verdenskrig var der en udbredt politisk utilfredshed i Tyskland, som ikke mindst var begrundet i indholdet af Versaillestraktaten. Versaillestraktaten pålagde Tyskland, som nu hed Weimarrepublikken, en kæmpe gæld til de sejrende allierede stater, som bl.a. indbefattede Frankrig, Storbritannien og Rusland. Gælden havde en kraftig indvirkning på den tyske økonomi. Det samme havde den høje arbejdsløshed. I 1929 fulgte desuden en international finanskrise, som yderligere forværrede den økonomiske krise i Tyskland.
Søgen efter de skyldige
NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) var et parti med en racistisk dagsorden. Partiet benyttede sig i sin kamp for at komme til magten af befolkningens utilfredshed over Versaillestraktaten, og gav bl.a. det demokratiske styre under Weimarrepublikken skylden for den indenrigspolitiske krise. To politiske stedfortrædere af Weimarrepublikken havde undertegnet traktaten. Dette anså NSDAP for et politisk forræderi mod den tyske nation og brugte dette i argumentationen for, at det var nødvendigt at afsætte demokratiet og indføre et diktatur.
Dem og os
NSDAP udråbte jøder til syndebukke for nederlaget under 1. verdenskrig (det der kendes som dolkestødslegenden) og lagde dermed kimen til en gruppeinddeling af det tyske samfund. De trak på et historisk forankret jødehad i samfundet og skabte en opfattelse af at jøder som gruppe stod bag alt, hvad der gik galt i Tyskland og i verden: Gennem nazistisk propaganda opstod en myte om, at “jøderne” var ude på at overtage verdensherredømmet og at de anvendte alle kneb for at opnå dette mål. I denne “fortælling” ligestillede nazisterne jøder med bl.a. kapitalismen og kommunismen, som nazisterne anså som deres største politiske modstandere. I begyndelsen var der en del tyskere, som ikke havde taget nazismens antisemitiske overbevisning til sig og de mente, at NSDAP var for ekstrem i sine anti-jødiske holdninger.
Men allerede et par år senere lykkedes det alligevel NSDAP at få et flertal blandt de tyske vælgere. Det opnåede partiet efter en valgkampagne, der tyssede dets antisemitiske holdning ned for i stedet at fokusere på indenrigspolitiske temaer, som optog den brede tyske befolkning. I 1933 fik NSDAP sit flertal og kom til magten.
NSDAP havde en vision for det 3. Rige, som byggede på en skarp opdeling af befolkningen i “det tyske folk” og “de andre”. Denne klassificering i grupper skabte en fællesskabs- og identitetsfølelse hos dem der blev inkluderet i gruppen “den tyske befolkning”, på bekostning af en ekskludering af “de andre”, der var minoriteter som blandt andet jøder, såkaldte asociale, homoseksuelle og romaer. Hitlers bog “Mein Kampf” understøttede denne opfattelse og introducerede klassificerende begreber som “den ariske race” og sammensværgelsesteorier som “… verdensjødedommen arbejder i skjul imod tyskerne”.
Sprog som dække over onde hensigter
Som tidligere nævnt havde NSDAP inden magtovertagelsen undladt at fremføre sine antisemitiske holdninger for ikke at skræmme vælgerne. Men umiddelbart efter magtovertagelsen i 1933 skærpede nazisterne igen retorikken mod jøder som befolkningsgruppe.
De opfordrede blandt andet den øvrige befolkning til en boykot af jødiske butikker. Dette blev formuleret direkte og uden et forsøg på at skjule deres hensigter gennem udsagn som: “Køb ikke hos jøder”.
Nazisterne udviklede også nogle sproglige konstruktioner som en del af deres propaganda, som dehumaniserede jøder som gruppe. Jøder blev fx omtalt som “parasitter” eller “utøj”, og der blev anvendt metaforer som “jøder som rotter, der snylter på landet”. Betegnelsen af jøder som “parasitter” havde til formål at flytte fokus fra, at det rent faktisk var mennesker man talte om. Gennem en sådan bevidst brug af sprog dækkede nazisterne over deres diskriminering og forfølgelse af jøder.
Når offentlige diskurser baner vejen til grusomme handlinger
Nazisterne var gode til at præge den offentlige diskurs, som sprogligt delte samfundet i “de gode tyskere” og “andre”, som var til skade eller fare for at tyskerne “kunne have det godt”. Når nazisterne bevidst valgte disse begreber og sproglige konstruktioner overtog en stor del af befolkningen ubevidst denne sprogbrug og bidrog dermed til at udbrede den racistiske diskurs.
Nazisterne havde også en udbredt brug af det der kaldes eufemismer. Det er en sproglig måde at forskønne et begreb, der ellers vil opfattes nedsættende, ubehageligt eller stødende. Et eksempel er udtrykket “Kristallnacht”, der er et forskønnende udtryk for en pogrom.
Nazisternes monopol på alle medier, som de tidligt i deres magtperiode fik tilegnet sig, blev anvendt målrettet til at styre den offentlige debat og ensrette den almengyldige meningsdannelse. De antisemitiske kampagner som sprogligt blev ført gennem medierne prægede den antijødiske diskurs i den brede tyske offentlighed. Samtidigt banede diskursen vejen til en almen accept i samfundet af, at det var okay at tale nedsættende om blandt andre jøder, stemple eller klassificere dem som anderledes og med færre rettigheder end den almindelige tysker. Hver gang der skulle indføres en ny chikanerende lov mod jøder, som fx at jødiske læger ikke måtte behandle ikke-jødiske patienter eller at jøder kun måtte handle ind på bestemte tidspunkter om dagen, skabte den sproglige propaganda en diskursiv accept i befolkningen.
Sproget var således et vigtigt redskab blandt flere, som nazisterne brugte til at få magt over befolkningen og til at argumentere for de tiltag de gjorde for at skabe en stat på deres egne præmisser. At den nazistiske diskurs, med jøder som syndebukke, blev inddraget og accepteret af den brede offentlighed, var et af mange skridt, der banede vejen for, at de nazistiske planer kunne bringes videre til de næste stadier på vej mod det, der resulterede i det systematiske drab på jøderne i Europa – Holocaust.